Skanderborg og Omegns Biavlerforening blev startet i 1873. Det betyder, vi er en af Danmarks ældste Biavlerforeninger.
Det er nok på grænsen til at være en kliché, hvis vi påstår vores lange holdbarhed som forening forpligter. Alligevel.. Biavlen, og bierne i Danmark, har brug for, vi gør alt, hvad vi kan, for både at udbrede kendskabet og forhåbentlig vække interessen så tilstrækkeligt, at endnu flere får lyst til at holde bier, for det er ingen hemlighed at, der bliver stadig færre både biavlere og bier herhjemme.
Varroamiden som bremseklods
I gamle dage var biavl mere ligetil, og næsten alle, der stillede et bistade op, kunne få noget ud af det. Med varroamidens ankomst til Danmark i 1980erne ændrede dette sig, og mange biavlere der ikke kunne omstille sig til at passe bier på en helt ny måde, mistede efterhånden deres bier.
Da biavl samtidig sjældent, selv for professionelle biavlere, giver et økonomisk udbytte der svarer til en god timeløn, er mange gamle biavlere stoppet.
Flere medlemmer, tak!
Vi synes, den dalende interesse er en dårlig udvikling. Det betyder måske umiddelbart bedre afsætningsmuligheder for de af os, der gerne vil sælge noget honning, men vi får færre kolleger at dele erfaringer, og glæden ved at holde bier, med, ligesom vi bliver færre til at dele udgifterne til forskellige typer forsøgsarbejde. Det er bl.a. også derfor, vi gerne vil have nye medlemmer i foreningen.
Prøv før du køber
Med den flok og de faciliteter vi har til rådighed i Skanderborg og Omegns Biavlerforening, er der rigtig gode muligheder for at komme godt i gang, finde ud af ”hvad man er til”, og blive en del af en særdeles gribende hobby – uden at man til start skal ud og købe masser af udstyr, stader og bifamilier, som kan være en ganske betragtelig udskrivning.
Hvis man finder ud af, man gerne vil mere, har Danmarks Biavlerforening, i samarbejde med forhandlere af biavls-materiel, sammensat forskellige begynderpakker, som kan være en god hjælp til en start. Begynderpakkerne indeholder det nødvendige udstyr til at blive biavler – bl.a. et komplet stade med rammer og voks, en bi-anorak og lidt værktøj. Tilsæt blot en bi-familie; og så er man godt i gang.